10-01-2024

Som jeg siger til pigerne: - Nu pumper vi kemo!

Kan fysisk træning sikre, at patienter med brystkræft – også dem med den dårligste chance for at overleve - kommer bedre igennem deres kræftforløb? Det undersøger forskerne bag projekt ’Neo-train’, som er ét af mere end 210 projekter, søsat i regi af Alliancen mod Social Ulighed i Sundhed.
Kræftpatienter træner sammen på fitness-cykler i Kræftrådgivningen i Herlev
- Vi håber, at vi ved at tilrettelægge personlige træningsforløb kan hjælpe den gruppe af brystkræft-patienter, der har den dårligste overlevelseschance, siger ulighedsforsker og professor Susanne Dalton. Foto: Kræftens Bekæmpelse

Louise er fyldt med både kampgejst og kemo, når hun tre gange om ugen hamrer i kondicyklens pedaler og træner, så sveden triller.

- Som jeg siger til pigerne: Nu pumper vi kemo! 

Louise og ’hendes piger’ er alle brystkræftpatienter, der træner sammen i den periode, hvor de får kemobehandling, men endnu ikke har fået deres operation, der fjerner kræften.

- Jeg er faktisk kommet til at holde virkelig meget af det. Jeg synes, det er mega fedt og når jeg sidder der og cykler, føler jeg, at det er der, hvor jeg selv kan være med til at gøre en forskel, siger Louise til en af de forskere, der følger hende og ’pigerne’.

Bedre overlevelseschancer? 
Louise og co. får også overvåget deres blodprøver og kropsdata via et aktivitetsur. De trænende brystkræftpatienter er del af projekt ’Neo-train’, som Kræftens Bekæmpelses Dansk Forskningscenter for Lighed i Kræft (COMPAS) og Sjællands Universitetshospital står bag.

- Med forsøget Neo-train ønsker vi at teste, om fysisk træning under kemobehandlingen forbedrer kemo’ens virkning, så flere kan få en bedre overlevelseschance, forklarer Susanne Dalton, der er professor og forskningsgruppeleder hos Kræftens Bekæmpelse og leder af Dansk Forskningscenter for Lighed i Kræft (COMPAS). 

Neo-train er ét af i de mere end 210 konkrete projekter og initiativer, som er søsat blandt partnerne i Alliancen mod Social Ulighed i Sundhed.

Om Alliancen mod Social Ulighed i Sundhed

Alliance-logo

Ideen til alliancen blev født for fire år siden, da Kræftens Bekæmpelse, Danske Regioner, Kommunernes Landsforening (KL) og en række andre organisationer blev enige om, at ulighed i sundhed manglede både politisk og praktisk fokus. 

Siden november 2019 har alliancen vokset sig stor og er et unikt mix af 107 vidt forskellige aktører – lige fra landets største sundhedsaktører til fagbevægelsen, forskningsinstitutioner, private virksomheder, offentlige organisationer og frivillige foreninger.

Alliancepartnernes har i løbet af de fire år lavet mere end 210 konkrete projekter, der skal mindske ulighed i sundhed bl.a. via nye samarbejder, ny forskning eller nye måder at arbejde på.

I projekt ’Neotrain’ har vi gjort meget for at inkludere patienter på tværs af sociale skel – også patienter med få sociale ressourcer, som har flere sygdomme eller måske ikke er vant til at dyrke motion

Susanne Dalton, professor og forskningsgruppeleder i Kræftens Bekæmpelses Dansk Forskningscenter for Lighed i Kræft (COMPAS)

Ekstra hjælp til træning
Målet for alle projekterne er at finde nye måder at skabe mere lighed i sundhed – bl.a. ved at forske i, hvordan kræftbehandling kan tilpasses, så den matcher forskellige kræftpatienter - uanset social status og personlig sårbarhed.

- Generelt har kvinder med kort uddannelse og lav indkomst en dårligere overlevelse og flere senfølger ved brystkræft end kvinder med lang uddannelse og høj indkomst. I projekt ’Neo-train’ har vi gjort meget for at inkludere patienter på tværs af sociale skel – også patienter med få sociale ressourcer, som har flere sygdomme eller måske ikke er vant til at dyrke motion, siger hun.

Individuel træningshjælp
Forskerne har inkluderet 102 deltagere til projektet. Louise og ’hendes piger’ hører til den ene halvdel af kvinderne, som både får individuelle træningsprogrammer tre gange om ugen og mulighed for tilskud til transport.
Den anden halvdel af de 102 deltagere får den gængse behandling for brystkræft - uden ekstra fokus på individuel træning under kemo-forløbet.

- Vi håber, vi vil kunne se, at vi ved at tilrettelægge personlige træningsforløb kan hjælpe den gruppe af brystkræft-patienter, der har den dårligste overlevelses-chance og som får flest gener af behandlingen, forklarer Susanne Dalton.

Forskningsprojektets resultater forventes klar i slut 2024.

Udvalgte projekter mod ulighed i sundhed

Partnerne bag Alliancen mod Social UIighed har lanceret mere end 210 projekter, der via nye samarbejder, indsatser og forskning har haft til formål at mindske ulighed i sundhed:

Deep End Denmark
Projektet arbejder for at styrke almen praksis i socialt belastede områder, hvor lægemangel og mange sårbare og behandlingstunge patienter er en stor udfordring.

Navigate: Individuel støtte til lungekræftbehandling
Studie med 514 sårbare lungekræftpatienter, der skal undersøge, om det er muligt at forbedre sårbare patienters deltagelse i behandlingen og dermed også patienternes overlevelse ved at tilbyde individuel støtte bl.a. ekstra rådgivende samtaler med sygeplejersker, hjælp til sundere livsstil og træning.

Social Sundhed: Ledsagelse til aftaler i sundhedsvæsenet
200 frivillige sundhedsfaglige studerende ledsager årligt borgere til 2500 aftaler i sundhedsvæsnet og hjælper på den måde sårbare og udsatte borgere med at forstå og finde rundt i sundhedsvæsnet.

Nyt partnerskab mellem Mødrehjælpen og Region S
Det nye samarbejde sikrer rådgivning og hjælp til sårbare gravide og nybagte familier, så de får en bedre start på livet og større chancer for sunde vaner fra den spæde begyndelse af barnets liv.

Servicetjek af medicintilskudsordningen
Efter en politisk indsats fra nogle af alliancens partnere har regeringen indskrevet i sit grundlag, at medicintilskudsordningen undersøges. Målet er, at ingen borgere skal forlade apoteket uden deres nødvendige lægeordinerede medicin. 

Læs mere om projekterne:

Afslutningsrapporten for Alliancen mod Social Ulighed i Sundhed (PDF)
 

Læs mere om alliancens arbejde på dens hjemmeside:
 
Alliancen mod Social Ulighed i Sundhed

Af Margit Shabanzadeh de Thurah Sidst ændret: 10.01.2024